Kære %%SUBSCRIBER_NAME%%

 

SLAP LIGE AF!

Jeg så lidt af en udsendelse om en dansk journalist, der var rejst til Indien for at høre om indernes syn på mindfullness og meditation. Her i Vesten bruger vi blandt andet metoderne til at opnå fordybelse, indre fred og dermed mindre stress. Vi arbejder jo så meget, siger vi, og har brug for at slappe af og lade op.

Det grinte de af i Indien. Ikke af os, men af vores indstilling. Fordi, som én af talsmændene sagde, Buddhatilstand handler om at komme i en oplyst tilstand, for at blive den bedste udgave af sig selv, så man kan blive endnu bedre til at hjælpe andre. Når man således opnår Buddhatilstand, hvor man virkeligt kan gøre en forskel for andre og hjælpe andre bedst muligt, så har man slet ikke tid til at holde ferie og slappe af!

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke over manges opfattelse af det ”at slappe af”. For mange handler det om at gøre så lidt, som muligt: ligge på sofaen og se fjernsyn, slendre rundt på må og få, slikke sol ved stranden, læse en bog (hvis man gider), glo ud i luften og nyde livet.

Interessant, tænker jeg. For når jeg nyder livet er jeg aktiv, hvad enten, det er i fysisk bevægelse eller i mental bevægelse. Jeg kan også godt nyde at slappe af og lave ingenting, men så er jeg meget bevidst om min indre tilstand og mine sanser, og hvordan jeg kan bruge denne tilstand til at lade op i. Jeg ligger ikke bare bevidstløs hen og slår tiden ihjel: dertil synes jeg, at min tid er for kostbar.

Hvad er arbejde?

Når vi synes, vi arbejder for lidt eller for meget, hvad laver vi så?

Arbejde er det, vi får betaling for, er der nogle, der siger. Hvad så med husligt arbejde, havearbejde, pasning af børn med mere, når vi har ”fri”? Er det ikke arbejde?

Arbejde er det, vi skal gøre eller som er nødvendigt at gøre, siger nogle. Hvad så med det arbejde, der bare er for sjov? Må det ikke være sjovt at arbejde? Må arbejdet være en hobby?

 Arbejde er det, vi gør for andre, siger nogle. Arbejder vi reelt set ikke først og fremmest for os selv og for vores egen skyld?

Hvad ville der ske, hvis vi droppede begreberne ”arbejde og fri” og i stedet så på, hvor vi er og hvad vi laver i en given periode? Så havde vi måske ikke så travlt med at ”blive færdige med arbejdet”, så vi kan ”komme hjem og holde fri”. Kunne det eliminere stress?

Hvad hvis vi tænkte mere over, hvor vi gør størst mulig forskel, og hvem, vi ønsker at gøre størst mulig forskel for?

Kunne det gøre alle former for arbejde værdifuldt – og dermed give os selv en følelse af at være værdifulde?

At vide, at vi gør en forskel for andre?

Jeg ved, at for mig selv, så er det mest værdifulde for mig at hjælpe andre mennesker: når jeg ved, at jeg har gjort en forskel for andre, så bliver jeg opløftet og glad. Det giver mig energi, lyst til at gøre mere – og jeg er i en afslappet tilstand af fred med mig selv og Verden.

Det er jo ren meditation!

Rigtig god sommer. Husk nu at slappe af.....

Mange hilsner

Laila Christensen

Direktør & Erhvervscoach. Forfatter til bogen "Sæt af på modstand - ledelse med hoved og hjerte" (kan købes i alle boghandlere og gennem forlaget Coach Vision på www.coachvision.dk) Medlem af bl.a.: Rotary Hals, KONSAM, Early Warning, Erhvervsnet Norddanmark, Brains Business, Erhvervskvinder, Væksthusets Rådgivere, Hello Business, B2B netværk, Matchmaking, HUGIN, KMK, Bestyrelsesforum Danmark og andre.

Har du noget på hjertet, du vil dele med mig? Så skriv til mig. Du kan svare direkte via dette nyhedsbrev.

Du kan altid framelde dig dette nyhedsbrev ved at klikke ind på www.coachvision.dk, ligesom du er velkommen til at spørge andre, om de vil modtage det.

 

Coach Vision